Elever ligger på græs og læser bøger sammen på forfatterlinjen på Venø Efterskole

Efterskoleår med Forfatterlinje

Slip ordene løs, del din skriveglæde med andre og få udgivet din egen bog på Venø Efterskoles forlag.

Ord i livet, liv i ordet

På Venø Efterskoles forfatterlinje tager vi udgangspunkt i din drøm om at skrive, din lyst til at fortælle og give ordene liv. Gennem øvelser og vejledning vil vi gerne gøre din skrivning endnu mere spændende og sammen med dig udvikle lige netop din personlige skrivestil. Vi arbejder meget med den sproglige bevidsthed, kunsten at skrive klart og præcist. Vi skriver om det nære og det fjerne, om stort og småt, om hvad der rører sig i dig og mig, i os og dem, i den virkelige verden og de verdener, vi selv finder på. Vi har stor vægt på læsning af egne tekster, men inddrager også værker af kendte forfattere til inspiration. Du vil komme til at afprøve forskellige genrer og stilarter, nye og anderledes tekstformater. Vores tilgang til skrivningen er nysgerrig og eksperimenterende; en tekst er en undersøgelse og i kreativ skrivning er der intet, der er forkert. Vores forfatterlokale er et laboratorium, hvor vi hele tiden prøver os frem, leger med sproget og lader sproget lege med os. Vi gør meget ud af at skabe et rum, hvor alle har lyst til at dele deres tanker og deres tekster med hinanden, hvor alle føler sig trygge og gerne både vil give og modtage ærlig og konstruktiv respons. For det at skrive er også at tale om det skrevne.

Udgiv din første bog

Dit hovedprojekt på Forfatterlinjen er at skrive din egen bog. Du bestemmer helt selv, om du vil opfinde et medrivende fantasy-univers, udtænke en nervepirrende krimi eller skabe en provokerende, bevægende digtsamling. Og meget gerne noget helt fjerde. En bog kan være næsten hvad som helst og genrer er til for at blive fornyet. Uanset hvad, vil du træne kunsten at disponere over et stort sammenhængende materiale eller tænke uafhængige, enkelttekster ind i et samlet værk.

Du får brug for al din inspiration, kreativitet og begejstring. Og en smule selvdisciplin. Heldigvis er hjælpen lige ved hånden og vi står klar til at skabe de bedste rammer, så du kan forløse dit manuskript.

Du kommer igennem hele processen; fra den første spirende idé over manuskriptudvikling til afsluttende korrektur og layout af omslag. Bogen sættes op i samarbejde med en professionel grafiker og vi er på trykkeriet til trykstart og ser, hvordan vores bøger får krop og kommer til verden og pludselig kan tages og føles på.

Hver bog er en officiel udgivelse og det betyder, at udover at pynte hjemme i din egen reol kommer den også til at stå på hylden på landets statsbibliotek. Bogen vil altså findes derude i den virkelige verden og denne nok så væsentlige detalje kan vi ret godt lide. På Venø fejrer vi selvfølgelig udgivelsen med reception for venner og familie, med boblende skåltaler og oplæsning – lige efter bogen.

Drømmen og den rigtige værktøjskasse

På Venø Efterskoles forfatterlinje tager vi udgangspunkt i din drøm og lyst til at skrive. Gennem øvelser, råd og vejledning vil vi gerne give dig endnu mere lyst og gøre dig endnu bedre. Og finde din personlige skrivestil. Vi arbejder meget med den sproglige bevidsthed, kunsten at skrive klart og præcist. Vi har stor vægt på læsning af egne tekster, men inddrager også kendte værker til forbilledlig inspiration. Du vil afprøve forskellige genrer og stilarter, teknikker til at finde og fastholde din inspiration, og du vil – særligt i forbindelse med bogprojektet – lære at disponere over et stort materiale.

Inspirationer hjemme og ude

Vi har masser af inspiration at hente i den varierede natur lige uden for døren; smukke strande, forblæste enge, vindbøjede træer og et rigt dyreliv. Og det hele ændrer sig med årstidernes gang over landet. Indenfor i forfatterlokalet, Horisonten, inspirerer vi hinanden. En gruppe unge, der elsker at skrive, elsker også at snakke om at skrive. Vi udveksler overrumplende plottwists, skarpe replikker, fængslende karakterer eller pudser og drejer på ordene så lige præcis dét særlige lys skinner gennem sætningerne. Noget bliver hængende i baghovedet og finder vej til den næste indledning eller afslutning, en senere dialog eller personbeskrivelse.

Elever sidder samlet udendørs og arbejder med tekst på forfatterlinjen på Venø Efterskole

Rejser

Rejser og ture er en vigtig del af Forfatterlinjen. Linjerejsen går til Italien, hvor vi oplever byer, kulturer og miljøer, der gennem århundreder har inspireret forfattere, kunstnere og tænkere.

I Rom og Firenze arbejder vi med egne tekster, deltager i workshops og samler indtryk gennem mødet med mennesker, historie og hverdagsliv. Rejsen giver nye perspektiver og masser af inspiration til både små og store fortællinger.

Hele skolen tager desuden hvert år på skitur til Østrig, Norge eller Frankrig, hvor du kan vælge mellem snowboard og alpinski.

Læs mere om rejser og ture

Valgfag ud over dit linjefag

Hver uge har du 2 moduler med valgfag, hvor du kan vælge emner fra linjefagene, eller prøve noget andet indenfor sport, sprog eller kreative fag.

Du skifter valgfag flere gange i løbet af året, så der er mulighed for at prøve flere forskellige ting.

Eksempler på valgfag, du kan møde, er blandt andet:

  • Havkajak
  • Surf/sejlads
  • Collage
  • Strik
  • Krea
  • Maleri
  • Boldspil
  • Bogklubben
  • Korpset
  • Jagttegn
  • Stormester
  • Guitar
  • Adventure Race
  • Træklatring
  • Vægklatring/bouldering
  • Mindfulness
  • Boldspil
  • Kager der smager

Se mere om vores valgfag her

Forfatterlinjen FAQ

Skal man have skrevet før for at vælge Forfatterlinjen?Bestemt ikke. Hvis du har skrevet før, er det fint – og hvis du ikke har, er det mindst lige så godt. Det vigtigste er, at du har lyst og nysgerrighed efter at skrive.
Hvad hvis jeg er ordblind?Så kommer du bare an. Der findes masser af ordblinde forfattere. Vi går ikke op i retstavning og grammatiske regler. Det handler ikke om regler – snarere om at bryde dem og finde sin egen måde at skrive på.
Hvor mange timer har man Forfatterlinjen om ugen?I vinterhalvåret har man Forfatterlinjen én gang om ugen og i sommerhalvåret to gange om ugen. Hver undervisningsgang varer tre timer og et kvarter. Derudover er der i løbet af året hele dage med skrivning eller ture, såkaldte linjedage.
Hvilke slags tekster skriver man på Forfatterlinjen?Vi skriver mange forskellige typer tekster – og gerne også det, der ikke passer ind i en bestemt kategori. Det kan være digte, noveller, kortprosa og dramatik, men også mere eksperimenterende tekster som opskrifter eller beskrivelser. Det vigtigste er at undersøge og udvikle sin egen måde at skrive på.
Må man skrive på engelsk på Forfatterlinjen?Ja. Det er muligt at skrive på engelsk, hvis det giver mening for det, du arbejder med.
Hvordan foregår undervisningen på Forfatterlinjen?Undervisningen består af både skrivning, oplæsning og samtale om tekster. Vi arbejder med skriveøvelser i både korte og længere forløb og undersøger forskellige måder at skrive på. Opgaverne er oplæg, som kan fortolkes frit – der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert.
Hvor mange elever er der på Forfatterlinjen?Der er plads til omkring 20 elever på linjen. Det giver god mulighed for nærvær, dialog og tid til den enkelte. Samtidig arbejder vi ofte forskellige steder, så vi kan finde inspiration uden for klasselokalet.