Elever står sammen med armene om hinanden og oplever fællesskabet på Venø Efterskole.

Hverdagen på Venø Efterskole

Sådan bor du

På Venø Efterskole bor I sammen på 4-sengsværelser. Værelserne er lyse, og alle har eget badeværelse.

Værelserne sammensættes på tværs af linjer og klasser. Piger og drenge bor ved siden af hinanden på gangene, og hvert værelse har en familielærer, som I har tæt kontakt til året igennem.

Det giver et rigtig godt sammenhold at bo 4 på et værelse, og det er et fællesskab, du skal have lyst til. Det kræver, at du vil være med til at skabe et sted, der er rart for alle – til gengæld kan det give dig venner for livet.

Det handler om hverdagen

Hverdagen er vigtig, når du går på efterskole. Du har en lang skoledag, fordi vi har så mange ting, vi er optaget af: Det boglige, linjerne, valgfag og alt det, der binder hverdagen sammen som morgentur, stilletime og aftensamling.

Vi hjælper hinanden i hverdagen, og opgaverne i køkkenet eller rengøring af fællesområde går på skift. Alligevel er der plads til fritid, så du har masser af muligheder for at dyrke dine interesser sammen med de andre elever på skolen.

Vi forventer, at du selv er med til at sætte aktiviteter i gang og har lyst til at tage ansvar for din dagligdag.

Dagens program

På Venø Efterskole starter dagen med morgentur kl. 7, og efter morgenmaden er der bad og rengøring af værelser.

Om formiddagen er der undervisning i klasserne, og så mødes vi til fælles frokost kl. 12. Om eftermiddagen er vi optaget af vores linjer og valgfag, og vi spiser aftensmad sammen kl. 17.30.

Om aftenen er I selv med til at sætte aktiviteter i gang.

Om sommeren er vi ude så meget som muligt – i naturen, på vandet og på boldbanen. Om vinteren spiller vi i musiklokalet, klatrer på klatrevæg, hygger på værelset, hører foredrag, koncerter eller er samlet om sociale aktiviteter i dagligstuen.

Kl. 21.30 er der studietid på eget værelse, inden dagen slutter kl. 22.30.

Tre elever griner og hygger sig sammen foran elevbygningen på Venø Efterskole.

Maden er vigtig på Venø Efterskole

Spændende og lækker mad giver god energi, og måltiderne er vores samlingspunkt i løbet af dagen.

Vi spiser sundt og varieret, og vi får mad fra den danske madkultur blandet med mere eksotiske indslag – der er altid meget at vælge imellem, og køkkenet tager gerne hensyn til særlige kostbehov, som vegetarmad eller allergier af forskellig art.

I har indflydelse på, hvad vi får at spise, og I hjælper med at planlægge og komme med idéer til temaer. I er også med til at lave maden.

Se skolens kostpolitik her

Venø Efterskole er tilknyttet EU’s og Fødevareministeriets frugtordning.

Se den seneste kontrol fra levnedsmiddelkontrollen her

Elever henter aftensmad i spisesalen på Venø Efterskole med hjemmelavet mad fra skolens køkken.